Udviklingen af metoden er baseret på mit arbejde gennem mange år som privatpraktiserende fysioterapeut. Den følgende beskrivelse supplerer historien om mit arbejde, som findes under Om.
To fund
I mit arbejde som fysioterapeut konstaterede jeg to fund, der går igen hos alle patienter, uanset hvilken diagnose de har, uanset hvor længe de har haft symptomerne, og uanset hvor massive symptomerne er. Disse to fund er:
- De to christae iliacae står ikke i samme vandrette plan målt i samme afstand fra columna, f.eks. målt i en afstand af 10 cm fra processus spinosus
- De to anguli inferior scapulae står ikke i samme vandrette plan, målt i samme afstand fra columna, f.eks. målt i en afstand af 10 cm fra processus spinosus.
Systemisk Fysioterapi’s logo relaterer til disse to fund: Et menneske hvor skulderblade og hofteben står i samme vandrette højde, dvs. et menneske i harmoni.
Terminologi & observationer af de to fund
Når bækkenet står skævt, definerer jeg patienten som blokeret. Hos en blokeret person, opstår for stramt og for kort bindevæv. Disse stramninger udvikler sig formentlig i alt bindevæv hos en blokeret person, afhængigt af kombinationerne af blokering. I undersøgelsen kan man ikke vurdere om, en person er mere eller mindre blokeret. Kun konstatere, at tilstanden er ’enten eller’. En indikator er naturligvis graden af nedsat bevægelse i kroppens led samt smerter. Jeg kan have også have en formodning om, at varigheden af den blokerede tilstand spiller en rolle for problemernes omfang. Denne afklaring af graden af blokering har for så vidt ikke betydning for behandlingsforløbet med Systemisk Fysioterapi, da behandlingen følger et fast forløb med ophævning af blokering ved hjælp af stimulering. Dog kan man forvente en større opgave med udspændingsforløbet, dvs. de følger som blokeringen har forårsaget.
Stimulering: konkluderende overvejelser
Hvorfor bruge TNS? Fordi TNS sender impulser ind i central nerve systemet, der lukker for impulser, der kommer fra tyndere nervetråde, dvs. fra smertenerver og autonome nerver, jf. Gate Control Theory (Melzack & Walls (11)).
Effekten af at stimulere de afferente nerver til kredsløbscenteret med laser i kombination med TNS behandlingen af de 3 specifikke dermatom områder, kan jeg ikke forklare teoritisk. Jeg konstaterer, at effekten er reproducerbar. Man kan direkte aflæse stillingen af scapulae og os illi, og behandleren kan registrere en nedsat tonus som muliggør udspændinger af bindevæv.
Recidiv opstår, hvis man kommer ud for kraftige fysisk eller psykisk påvirkninger, som f. eks. trafikuheld, pludselige dødsfald, belastning over længere perioder eller andre ekstreme situationer, men ellers kan effekten holde i årevis.
Stimulering er et ’reset’
De fleste af kroppens funktioner er programmerede. Jeg opfatter stimuleringen som et ´reset´ af nogle af kroppens styrende funktioner. Funktioner der må være knyttet til kredsløbscenteret. Hvordan vores organer m.m. arbejder, har vi ikke indflydelse på. Vi registrerer det først, når der er noget i vejen, dvs. at vi får symptomer. Muskulaturen bestemmer vi til dels selv over. Vi kan selv bestemme, om vi skal rejse os op og gå eller vi skal blive siddende. Men vi bestemmer ikke selv, hvilke muskler vi bruger til det. Her er kroppen også programmeret for os.
Dette ´reset’ af kroppens styrende funktioner er ikke tilstrækkeligt for at afhjælpe symptomer. Men stimuleringen er en nødvendig betingelse for, at man kan udspænde det stramme bindevæv omkring kroppens vitale funktioner.
Udviklingsforløbet
Systemisk Fysioterapi er udviklet gennem mange faser, både inden for stimulering og udspænding.
Tilbage til 1976, hvor jeg indledte mine første systematiske observationer, bemærkede jeg, at hvis man kunne få bækkenknoglerne i samme vandrette position, fik patienterne det markant bedre, og det blev meget nemmere at mobilisere columna. Dengang roterede vi manuelt os ilium i sacroillicaleddet. Udspændingen af det sacrotuberale ligament var dengang også fast procedure ved denne behandling.
Hvor dette kunne lade sig gøre, opnåede man ikke kun en bedring hos patienter med rygsmerter, men også hos migrænepatienterne og alle symptomer der imellem, f.eks. skulder, nakke etc. Under forudsætning af at positionen i SI-leddene var ens. Men i mange tilfælde kunne man ikke mobilisere leddene, og i andre tilfælde roterede de tilbage igen efter få timer.
Oprindeligt antog jeg, at smerter skyldtes stramninger alene i det durale system. Det pleurale system må tænkes via mediastinum og dettes sammenvoksning med halsens fascie system at kunne producere træk og spænding i det durale system samt stramninger omkring de store kar.
Sammenholdt med den kendsgerning, at columnas led aldrig blev helt afspændte efter behandlinger samt de faste mønstre for recidiv, der er hos dette patientklientel, opfattede jeg det som en spænding udløst fra centralnervesystemet.
Ud fra de to fund konstaterede jeg tidligt, at ved at stimulere specifikke dermatomer med TNS og samtidig stimulere afferente nerver til kredsløbscenteret med laser roterer de to os ili og de to scapulae så de kunne bringes til indbyrdes at stå i samme højde.
Når denne registrerbare tilstand indtræder, hvor de to os ill og de to scapulae indbyrdes står i samme vandrette position, så er der sket en afspænding, dvs. en tonus ændring. Behandleren kan efter ovennævnte stimulering fysisk mærke, at der er sket en afspænding i vævet.
Sådan blev det muligt at udspænde stramt bindevæv. Hvis man på en person med roterede ossi ili forsøger at udspænde de samme strukturer, vil det være umuligt at udspænde, og forsøget vil være meget smertefuldt.
I de første faser af udviklingsarbejdet arbejdede jeg derfor på at påvirke det autonome nervesystem. Jeg forestillede mig, at de thoracale elektroder på en eller anden måde kunne få en konneksion til sympaticus, idet der i den thoracale medulla spinalis i sidehornene ligger udspringskerner for sympaticus, og i sacralmarven ved S2-4 ligger der parasympatiske kerner.
Her har laser-teknologi vist sig at have afgørende betydning. Laser stimulerer cellernes stofskifte. Jeg kunne have en formodning om, at netop stimulation af nerveceller til kredsløbscenteret influerer positivt på den del af kroppens overordnede regulering, sådan at funktioner i hele kroppen blev påvirket.
Hvis man kun stimulerer med TNS eller kun stimulerer med laser, sker der ingen ændring i de to skulderblade og de to hoftebens stilling, men ved at kombinere de to stimulationer som beskrevet opnår man ovennævnte effekt hver eneste gang. Med andre ord er den aflæste effekt reproducerbar. Desuden har effekten vist sig holdbar over tid.
At få bækkenknoglerne til at stå i samme vandrette plan viste sig meget nemmere end skulderbladene. De har stået lige og er blevet stående fra de første stimuleringer, formentlig fordi de dele af nervesystemet som er knyttet hertil ligger i sensorerne i arterie carotis communis.
Da jeg tidligt i udviklingsforløbet kunne opnå, at de to bækkenknogler stillede sig i samme vandrette position, men skulderbladene kun nogen gange gjorde det, henvendte jeg mig til cand. scient. Ph.d. Bente Schibye (8). Jeg ønskede diskutere min formodning om, at der var flere afferente nerver til kredsløbscenteret end de fire, jeg havde fundet frem til. Bente Schibye kunne bekræfte, at der kun er de fire nerver som jeg stimulerede. Hun vurderede imidlertid, at jeg ville ramme det autonome nervesystem med TNS elektroderne, dels pga. impulsernes retning, dels pga. tykkelsen af nervetrådene.
Men behandlingen virkede jo i en vis udstrækning allerede. Derfor revurderede jeg ud fra Bente Schibys vurdering, og forsøgte herefter at stimulere V hjernenerve trigeminus´s 3 cutane grene.
Spalteholz (7) samt Bjerring (1) beskriver V hjernenerve trigeminus, der sender mange grene til dura mater og sensitive tråde ned i medulla spinalis til T4 niveau samt har forbindelse til det autonome nervesystem.
Stimuleringen af nervus trigeminus med TNS kombineret med stimuleringen af afferente nerver til kredsløbcenteret med laser bevirkede, at både skulderblade og hofteben hver gang stillede sig i samme vandrette højde, men effekten holdt ikke. Ved næste behandling stod skulderblade og hofteben igen i forskellig højde.
Jeg begyndte da at stimulere alle 3 dermatom områder på samme tid, og stimulerede samtidig de 4 afferente nerver til kredsløbscenteret i medulla oblongata med laser.
Disse stimuleringer, hvor de to os illi stiller sig i samme vandrette plan var reproducerbare med holdbar effekt i oktober 2008. Skulderbladene var også ofte i ret position umiddelbart efter stimulering, men effekten holdt ikke. Bemærkelsesværdigt var dog, at på børn var der ofte holdbar effekt på både skulderblade og hofteknogler. Forklaringen har været, at hos børn er den fysiske afstand ind til receptorerne i arcus aorta kortere, så laser har kunnet stimulere samtlige.
Derfor er det hermed muligt fuldstændigt at ophæve blokeringen af central nerve systemet og dermed muligt at udspænde for stramt bindevæv hurtigere, mere effektivt og mere smertefrit end hidtil. Disse stimuleringer og udspændinger har været reproducerbare med holdbar effekt siden august 2012. Bemærk: Udspændingerne i Systemisk Fysioterapi er forsat under udvikling.